CRPS

Posttraumatisk refleksdystrofi eller complex regional pain syndrome, (CRPS) kaldes bl.a.også Sudeck`s atrofi, posttraumatisk osteoporose eller skulder-hånd syndrom. Lidelsen defineres som en reflektorisk betinget neurovaskulær lidelse, som hyppigst opstår efter smertefulde traumatiske tilstande i en ekstremitet. Der findes mange forskellige beskriverlser og definitioner. På  denne side vil posttraumatisk refleksdystrofi være defineret ud fra Kozins kriterier .

Et symptomkompleks bestående af smerte, ”tenderness” vasomotirisk instabilitet, ødem og dystrofiske hudforandringer

Lidelsen ses oftest i hånd og arm.

Selve tilstanden kan være udløst af et traume, men kan også opstå uden nogen oplagt udløsende årsag. Typisk ses lidelsen som følgetilstand til f.eks. et håndledsbrud eller en operation i hånden.

Symptomer og diagnose: Symptomerne er lokaliseret til hele den perifere del af en ekstremitet.

Man kan dele forløbet op i 3 stadier:

  1. ·  Diffus brændende/dumpe smerter, øm knyttedefekt, ødem, varm, blank og rødmarmoreret hud, øget hårvækst (ofte sort hår, selv om personen er lyshåret), tilspidsede fingre, riflede negle.

  2. ·  Ødemet indurerer, huden bliver kølig, svedende, bleg, cyanotisk og marmoreret – og der kommer tiltagende trofiske forandringer.

  3. ·   Refleksdystrofien brænder ud med følgevirkninger i form af større eller mindre grad af fibrose. Tilstanden er nu irreversibel.

Tidspunktet for hvornår de første symptomer ses, er forskellig fra patient til patient, idet man nogle gange har indtryk af at lidelsen opstår i umiddelbar tilknytning til traumet, mens man andre gange kan opleve at der går uger efter traumet/afbandageringen, før end man kan se de første tegn på refleksdystrofi.

Patienten vil beskrive smerterne som brændende (som om armen/benet har feber), ofte som hvilesmerter med forværring ved aktivitet. Der er rødme eller blåligrød misfarvning, som hurtigt ændres ved stillingsskift (vasomotorisk instabilitet). Ved let berøring (eks. skjorteærme på en arm) udløses smerter (”dysæstesi”) eller ubehag. Ekstremiteten er varm og ødematøs, der er nedsat bevægelighed, som ikke kan sættes i umiddelbar sammenhæng med det egentlige traume. 

Patienten udviser ofte en karakteristisk adfærd idet hun/han indtager en beskyttende holdning overfor hånden (holder den beskyttende op foran kroppen), og armen benyttes ikke ved aftagning af frakke/jakke.

Samtlige diagnostiske tegn (se nedenfor) behøver ikke at være til stede, men jo flere, jo mere sikker er diagnosen.

  • Ødem
  • Blåmarmorering
  • ”Tenderness”
  • Riflede negle
  • Øget behåring
  • Smerter
  • Svedtendens
  • Plettet halisterese
  • Positiv scintigrafi

Knoglescintigrafi kan benyttes i diagnostikken. Knoglescintegrafien er positiv når der vises stor aktivitet omkring leddene i en ekstremitet .

Billedtekst: ve. billede viser venstre hånd med refleksdystrofi. Hø. billede viser samme pt.s hænder ved scintegrafi

Ud over de diagnostiske tegn kan de supplerende oplysninger fra patienten om anamnesen underbygge diagnosen. Ofte kan patienten fortælle om stram gips efter en collesfraktur, en snærende bandage, eller indskrænket bevægelighed af led som ikke burde være involveret i en bandage. Det kan også dreje sig om gentagne reponeringer af et brud, eller dårlig håndtering af ekstremiteten i forbindelse med skade/operation. Der kan tidligt i forløbet ses risikofaktorer for udvikling af refleksdystrofi, f.eks. kan svært ødem efter traume eller ødem som ikke svinder ved øvelser og træning, eller tiltagende og diffuse smerter være et diagnostisk tegn til en begyndende refleksdystrofi.

Behandling. Tidlig og hurtig behandling sikrer en god prognose.  Det er derfor vigtigt at terapeuten straks kontakter læge ved mistanke om refleksdystrofi. Den medicinske behandling støtter den terapeutiske behandling og omvendt. Den medicinske behandling består af peroral steroid. Behandlingen strækker sig over uger, startende på en høj dosis og herefter aftrapning til medicinfrihed.

I begyndelsen består behandlingen af at seponere evt. smerteudløsende intensiv træning og i stedet udelukkende anvende ødembefordrende samt ubelastede øvelser, så ledbevægeligheden vedligeholdes. Siden hen øges belastningen langsomt i takt med den øgede bevægelighed. I hele forløbet er det vigtigt at læge og terapeut har et tæt samarbejde med patienten. Umiddelbart kan der være behov for mindre hjælpemidler, så patienten kan klare daglige færdigheder, men disse hjælpemidler må ikke få patienten til at undgå at anvende og medinddrage ekstremiteten, så det er en balance for terapeuten at finde relevante hjælpemidler, og samtidig motivere patienten til at anvende ekstremiteten uden at den overbelastes.

Hurtig behandling øger chancen for fuld remission. En patient med en ubehandlet posttraumatisk refleksdystrofi, som kun udviser ringe remission, vil få varige mén, og på grund af halisterese er risikoen for nye frakturer stor. Forbliver tilstanden ubehandlet og gennemløber patienten alle ovennævnte 3 stadier vil ekstremiteten ende med at blive ubrugelig.

Kilde

1. Videnskab og praksis: Refleksdystrofi Oversigts artikel Ole Rintek Madsen ugeskr for læger 154/30 20, juli 1992 

2. Niels Fanø – Refleksdystrofi Månedsskrift Praktisk Lægergerning, August 1995 årgang 73,

 

Se nyere information her: http://smertevidenskab.dk/crps-hvad-er-det-for-noget/